Paris er en af verdens ubestridte metropoler. Det var den også i 1800-tallet, hvor Paris blev indbegrebet af en moderne storby. Her spirede oplysningstidens tanker, og herfra udsprang ideerne om demokrati. Her opstod den moderne storby med dens menneskemylder, mangfoldighed
af muligheder, indtryk og stemninger.
Ensretning og modernisering
I midten af 1800-tallet havde Paris nået en størrelse, så byen var ved at sprænges – indbyggertallet steg fra 547.000 i 1801 til 1.696.000 i 1861.
Kejseren ansatte derfor baron Haussmann til, at foretage en drastisk modernisering af byens struktur. Slumkvartererne, som var opstået i middelalderen, blev ryddet, og brede boulevarder blev anlagt til at forbinde store pladser. Den nye by blev lysere, renere med kloaknet og grønne områder.
I løbet af en årrække blev Paris til selve billedet på den moderne storby – en ny verden, der gav sine indbyggere et enormt udbud af muligheder både i forhold til boliger, forlystelser, transport, indkøb og for helt nye måder at leve på.
Men Haussmanns reformer havde også negative sider. Hvert kvarter i den gamle by havde haft sin helt egen atmosfære, som nu blev ødelagt til fordel for ensretningen. Med de snorlige gader forsvandt de krogede kvarterers sjæl og hjemlighed, og byen blev fremmed og anonym. Tilknytningen til stedet manglede.
Passagerne – moderne grænserum
I forbindelse med det opblomstrende handelsliv i byen blev der opført passager mellem de store gader og boulevarder. Passagerne var små overdækkede gader mellem boulevarderne, hvor handlende kunne have små butikker.
I løbet af 1800-tallet blev passagerne til vigtige butikscentre, som desuden repræsenterede en modvægt til Haussmanns ensretning af byen. I passagerne trivedes det uorganiserede, det gammeldags og det stemningsfyldte i små verdener for sig, væk fra den moderne by.
De udgjorde det organiske modstykke til Haussmanns geometriske struktur.
Passagerne blev opført med arkitektoniske træk fra gamle bygninger som kirker, museer og teatre.
Samtidig benyttede man moderne materialer som glas og jern, hvilket gjorde passagerne til et møde mellem fortid og nutid rent arkitektonisk. Passagens konstruktion, den overdækkede gade, skabte intimitet i det overdækkede rum.
Den moderne konstruktionen af glas og jern gjorde det muligt at skabe dette rum, der er en mellemting mellem ude og inde.
Gasoplysning – også en moderne opfindelse – gav mulighed for at inddrage aftenen som tid, hvor man tidligere havde været bundet til at blive inde, når først mørket var faldet på. Passagerne blev altså en slags grænserum, der ophævede årstiderne gennem overdækningen og dagsrytmen gennem belysningen. Passagekonstruktionen var det første arkitektoniske koncept, der lynhurtigt blev internationalt.
Kunstnere og bohemeliv
Paris var blevet en hektisk, udfordrende og spændende metropol. Storbylivet tiltrak kunstnere.
Malere og forfattere kom til og bosatte sig rundt om i byen, hvor de kunne færdes blandt og betragte mylderet af mennesker, heste og køretøjer, der fór forbi på de brede boulevarder og i de snævre passager. Kunstnerne indfangede dette liv og omsatte det til malerier, musik og litteratur.
En af kunstnerne, der levede i Paris på dette tidspunkt, var digteren Charles Baudelaire. Han var tiltrukket og fascineret af storbyens mennesketyper og livsformer, og de nye erkendelser, som det moderne liv i storbyen førte med sig. Disse emner blev genstand for hans digte fra det parisiske bohememiljø, hvor han søger at indfange det moderne livs skønhed.
Flanøren
En af de persontyper, som går igen i Baudelaires digte fra livet i metropolen Paris, er flanøren. Den anonyme gentleman, der bevæger sig rundt i storbyens menneskemængde, og som skifter stemning alt efter hvilke indtryk, han møder i metropolens pulserende liv.
Han vandrer rundt blandt menneskene, men deltager ikke aktivt – han iagttager dem bare og lever gennem det, han iagttager. Flanøren foretager sig ikke noget, der har et egentligt formål, men dyrker nyttesløsheden og søger originaliteten og følelsesintensiteten.
