Storbykultur

By Anonymous (not verified), 31 March, 2019
Description

I byen levede man af håndværk og handel, mens det uden for byen var landbruget, der var levevejen.
I centrum af byen lå slottet eller kirken som et symbol på adelens eller gejstlighedens magt over byens indbyggere. Rundt om dette centrum var byen inddelt i små kvarterer.

Hvert kvarter udgjorde en helhed, hvor folk både arbejdede, handlede og havde deres private og sociale liv.

Med industrialiseringen fra slutningen af 1700-tallet ændrede denne bystruktur sig. Byerne voksede hastigt og bredte sig ud over voldene. Efterhånden blev byen opdelt i flere kvarterer med hver deres funktion: arbejde, fritid, privatliv, transport, rekreation osv. Storbyen opstod – og med den en anden livsform og en anden kultur.

Et væld af muligheder

Storbyen rummer det hele.

Her samles centraladministrationen, den politiske og økonomiske magt, maskinerne, arbejdslivet, trafikken, forlystelserne, modeverdenen, vareudbuddet, internationaliteten og tempoet. Der er ikke den vare, du ikke kan finde, ikke den persontype du ikke kan møde, ikke det job, du ikke kan søge, ikke det teaterstykke, du ikke kan opleve. Det er bare at vælge.

Frihed og rodløshed

I storbyen er individet i høj grad frit af bestemte sammenhænge, fordi der er så mange muligheder at vælge mellem, og fordi man ikke som tidligere er bundet af bestemte tilhørsforhold.

Arbejde, bopæl, social status, sociale relationer – disse forhold kan udskiftes og udvælges efter personlige sammenhænge og ønsker.

Denne frihed opleves af de fleste som en fordel. Man har muligheden for at definere sig selv og vælge, hvad man vil og hvem man vil være. Men friheden kan også betyde, at individet bliver rodløst og rastløst i den moderne storby, fordi der ikke er sat nogle rammer på forhånd, og alle relationer i princippet kan udskiftes og derfor ikke for alvor er forpligtende.

Ensom i mængden

Storbyen er karakteriseret ved, at mange mennesker lever tæt sammen.

Hver eneste dag møder man utallige mennesker på gaden, man kan høre sine under-, over- og naboer og er i det hele taget aldrig helt alene uden i det mindste at kunne høre andre mennesker lige i nærheden.

Men paradoksalt nok er storbyen det sted, hvor der findes flest ensomme mennesker. For du kender jo ikke de mange mennesker, du går forbi på gaden. Måske ved du ikke engang, hvem din underbo er. Og alle disse mennesker ved heller ikke, hvem du er, og interesserer sig ikke for dig. I storbyen oplever man derfor let at være anonym og ensom i mængden.

Et sansemæssigt kaos

På landet foregik livet i et roligt tempo.

Man kunne overskue de indtryk og de muligheder, man stod overfor. I byen bliver individet derimod overstrømmet med sanseindtryk. Alle sanser bliver bombarderet i bylivets intense flow, hvor den ene begivenhed afløser den anden.

Denne modsætning mellem land og by og betydningen for menneskets sjæleliv blev udforsket af den tyske sociolog Georg Simmel, der levede fra 1858 til 1918. Han mente, at byens kaos af sanseindtryk betyder, at individet ikke magter at opretholde sin personlige integritet og derfor afgrænser sig bag en skal for at beskytte sig selv.

Storbyens uoverskuelige verden gør det med andre ord umuligt for mennesker at etablere et dybt følelsesmæssigt forhold til andre. Angst, rastløshed og fremmedgjorthed bliver vilkårene for storbyens mennesker. I litteraturen vrimler det således med beskrivelser af mennesker i den moderne storby, der lever som anonyme, angstfyldte og rodløse massemennesker, der har mistet forbindelsen til deres identitet og til de medmenneskelige forhold, de tidligere indgik i.

Byen som livsrum

Den moderne teknologi, massemedierne og avancerede kommunikationssystemer har fjernet geografiske afstande. Det kan synes, som om hele verden er én stor metropol – ét stort urbant cyberspace.

Man kan have venner i alle dele af verden og shoppe i et vareudbud fra alle verdensdele. Der kan synes lige langt hen til en butik i en anden del af byen, som til en butik i en by på den anden side af kloden.

Byen er ikke bare et rum, den er et livsrum og en måde at leve og erkende på.

Pictures
Image
Credits
Photo: Ben O'Bro, Unsplash
Frikøb
Frikøbt
Short description
Hvad er det, der gør det til noget særligt at bo i en storby – på godt og ondt? I middelalderen afgrænsede bymuren eller voldene byen fra det omkringliggende land og markerede, hvad der var by, og hvad der ikke var by.
Actors
Channel