Nazistisk arkitektur

Submitted by Amalie Sejersd… on Sun, 03/31/2019 - 11:25
Description

Hitler brugte kunst og i særdeleshed arkitektur som en politisk manifestation og til at demonstrere magt. Han ønskede synlige spor fra sin tid ved magten. Arkitekturen skulle tale til de kommende tyske generationer. Heldigvis blev de fleste af hans visioner ikke sat i værk.

Manifestation

Arkitektoniske beslutninger blev fra 1933 til 45 forbeholdt særlige medlemmer af nationalsocialisterne. I 1933 blev den sidste frie arkitektkonkurrence udskrevet, hvilken den tyske arkitekt Mies van der Rohe (1886-1969) vandt.

Valget faldt ikke i Hitlers smag, og han annullerede beslutningen. Hitlers chefarkitekt blev Albert Speer (1905-1981), og hans tegninger er i dag indbegrebet af den fascistiske politiks storhedsvanvid. Omkostningerne til disse planer ville have været uoverskuelige og overgik landets økonomiske ressourcer.

En ny rigshovedstad

Germania kaldte Hitler visionen om en ny rigshovedstad i Berlin. Galimatias kan man omdøbe visionen til i dag. Hitler havde gigantiske byggeplaner for Berlin. Planer, der ville betyde, at hele gader skulle rives ned.

Planerne til et nyt Berlin lagde man ikke pga. nødvendighed for et voksende Berlin, men for at skabe noget nyt og repræsentativt. Den nye by skulle have gigantiske dimensioner. Dermed lod man det enkelte menneske blive til en anonym masse og lod byens bestående arkitektur forsvinde i skyggen.

Det er iscenesættelsen af ´Det nye rige´ og skal ses i forhold til udvidelsen af det tyske rige med inddragelsen af Østrig, Tjekkoslovakiet og Polen.

En nord, syd akse skulle føre fra verdens største banegård gennem en triumfbue, som Hitler selv havde tegnet og videre til en kæmpemæssig Volkshalle på hvis kuppel den nazistiske ørn skulle trone i 190 m’s højde med verdensglobussen i sine klør.

Den store akse skulle være større end Champs-Elysées i Paris, triumfbuen større end Napoleons og Volkshalle skulle degradere Pantheon og Peterskirken. Berlin skulle kun kunne sammenlignes med det gamle Ægypten, Babylon og Rom.

Den 5 km. lange nord/syd akse skulle præsenteres i 1940 og skulle vise Hitlers nationalsocialistiske Tyskland som højdepunktet i den historiske udvikling og som en uovervindelig verdensmagt. Med 2. verdenskrig blev disse planer stoppet.

Stil

Det dominerende sprog i de nazistiske byggeprojekter var en monumentalklassicisme. Ved at give de klassiske elementer en monumental målestok fik man effekten af en magtdemonstration.

Man var inspireret af antikkens bygninger, men i en stadig mere pompøs udformning. Arkitekturen skulle udstråle en kold magt og kue betragteren. Karakteristisk var de enorme aksiale bygninger ofte beklædt med kalksten, granit eller marmor, og de var strengt symmetriske. Der var ofte brugt endeløse rækker af søjler og vinduer.

Moderne bygningers dynamik og forgængelighed var uønsket. Man ville have det statiske og holdbare. Kun i udformningen af lufthavne og jernbanestationer tillod man et mere moderne udtryk.

Volkshalle

Volkshalle skulle være den nye hovedstads mest imponerende bygning, men den blev aldrig opført. Den skulle bygges i så stor skala, at enhver anden bygning i hovedstaden ville få karakter af dukkehus. Hallen var inspireret af Peterskirken i Rom, men kuplen skulle være over 200 meter høj og 300 meter i diameter. Bygningen skulle kunne rumme 180.000 nazister under ceremonier.

Den var så stor, at der i toppen af kuplen ville have dannet sig regnskyer ved mængdens ånde.

Triumfbuen

Hitlers triumfbue var inspireret af Napoleons triumfbue i Paris, men meget større.

Den skulle være næsten 120 meter høj og pladsen omkring buen 1000 X 330 meter. I buen skulle alle navnene på de faldne tyske soldater fra 1. verdenskrig mejsles ind. Triumfbuen ville få en propagandistisk virkning ved at pege på Tyskland som den store syndebuk, der blev offeret i 1. verdenskrig.

Autobanen

Hitler brugte også bygningen af et kæmpe nationalt vejanlæg i sin propaganda.

Vejene proklamerede en ny enhed af folket, signalerede samarbejde og gav arbejde. Dog ikke så meget arbejde som man proklamerede, idet straffefanger udførte arbejdet. Samtidig skulle vejnettet vise Tyskland som et foregangsland med høj teknologi.

Arbejdet begyndte i 1933, og da det stoppede i 1942, havde man skabt 3 870 km. Vejnettet fik ikke så stor militærbetydning, da krigen blev udkæmpet andre steder.

Det olympiske stadion

Én af de bygninger, der står tilbage fra den nationalsocialistiske tid er Det Olympiske Stadion. Det blev designet af arkitekten Werner March til de Olympiske Lege i Berlin i 1936. Marchs første design til stadionet var strengt funktionalistisk til Hitlers store utilfredshed. Glasdelene blev så ændret til sten.

I den olympiske arena skulle kunst og arkitektur bruges til propaganda. Man ville genskabe en national stolthed efter det tyske nederlag i 1. verdenskrig. Heltestatuer af sportsatleter var designet i klassisk stil. Brugen af klassisk kunst skulle vise Tyskland som arvtager til antikkens glansperiode.

Statuen Hestelederen, der flankerer portalen til det olympiske station symboliserer forholdet mellem fører og massen. Efter krigen blev det olympiske stadion brugt som hovedkvarter for den engelske besættelsesmagt frem til 1994.

Det nye Rigskancelli

Hitler fik også bygget et nyt Rigskancelli med Albert Speer som arkitekt. Bygningen blev skabt på et år og 4000 arbejdere deltog i byggeriet, der stod færdig i 1939.

I sin form var det nye Rigskancelli at ligne med et fyrstepalads med forbillede i barokslotte og i særdeleshed Ludvig d. 14.’s Versailles. Interiøret skulle bestå af en række monumentale repræsentationsrum placeret på en længdeakse, der skulle signalere det tyske riges størrelse og storhed.

I sin memoirer har Albert Speer beskrevet bygningens virkning. Den besøgende skulle overvældes af pragten og magten ved de store proportioner, og man brugte forskellige strategier til at få den besøgende til at føle sig mindre – eksempelvis blev dørhåndtagene sat for højt.

Som officiel besøger kom man ind gennem dobbeltportal, der var monumentaliseret ved søjler og som udstrålede magt ved sin strenge og lukkede form. Herfra kom man til en æresgård, fulgt af en forhal, en mosaiksal, en rund sal, og det 146 meter lange marmorgalleri før man stod i modtagelsessalen, der var Hitlers kontor. Dette kontor var det tyske hovedkvarter under 2. verdenskrig.

Det lange galleri i Rigskancelliet var dobbelt så stort som Ludvig d. 14’s spejlgalleri i Versailles.

I Versailles var tanken om kongen som solkonge et symbol som blev udtrykt i malerier og skulpturer. På samme måde var ørnen det gennemgående symbol i det nye Rigskancelli. I æresgården stod to bronzestatuer ved hovedindgangen som symboler for de to søjler i staten: værnemagten med sværdet og partierne med troens fakkel. Endvidere var mosaiksalen smykket med heroiske scener fra den tyske historie.

Det nye Rigskancelli blev ødelagt under bombardementet af Berlin i 1945. Nær kancelliet var førerbunkeren, hvor Hitler tog sit eget liv.

Pictures
Image
Credits
Photo: CIA, Center for Idræt og Arkitektur, Arkitekturbilleder.dk
Frikøb
Frikøbt
Short description
Her kan du læse om, hvordan man i 30’ernes Tyskland ønskede at demonstrere magt med gigantiske bygningsværker.
Actors
Channel