Ildebrandshuse

By Anonymous (not verified), 31 March, 2019
Description

Gråbrødre Torv i København var ikke et torv fra starten. I middelalderen lå her en klostergård, og senere har torvet fungeret som beskyttelsesrum samt som plads for slagterboder. I dag er det en af storbyens bilfri oaser ligesom f.eks. Nyhavn og Amager Torv.

Husene på torvet er blevet både brændt og bombet, og de er flere gange genopført. Først blev husene ødelagt ved storbrandene i 1728 og 1795 og igen efter bombardementet i 1807. På sydsiden ligger en række “ildebrandshuse”, mens husene på vestsiden er typiske for byggeriet efter bombardementet.

“Ildebrandshuse” er en slags typehuse, som man påbød efter bybranden i 1728. Overlandbygmester JC Krieger opstillede en række krav til, hvordan husene skulle fremstå. F.eks. skulle gadefacaderne være grundmurede, mens bagfacader, og sidehuse kunne være af bindingsværk.

Kravene blev senere lempede, fordi folk ikke havde råd til at opfylde dem. Kriegers oplæg betød dog, at nye borgerhuse i en periode efter branden fik et ret ens præg med regulære gadefacader uden relief, men gerne med kraftigt markerede gavlkviste.

Maleren Jens Møller-Jensen tog i 1904 initiativ til, at husenes facader blev malet i de oprindelige, kraftige kulører, som siden er fastholdt.

Husene ligner hinanden meget: de er alle i fire etager, med fire fag og med ens gavlkviste. I nr. 1 som hjørnehus, og de øvrige med gavlkviste til både facadeside og gårdside. Baggårdssiderne er alle opført i bindingsværk, og alle husene er teglhængte.

Pictures
Image
Credits
Photo: Andreas Trier Mørch, Arkitekturbilleder.dk
Frikøb
Frikøbt
Short description
”Ildebrandshuse” er navnet på en række typehuse, som blev opført efter særlige regler efter bybranden i København i 1728. Husene på Gråbrødre Torvs sydside ligner derfor hinanden på en række punkter.
Actors
Channel