Den femtårnede Vor Frue Kirke er en af de mest særprægede og gådefulde kirker i Norden. Man skal langt uden for landets grænser for at se et lignende kirkebyggeri. Vor Frue Kirke regnes da også for at være Danmarks vigtigste bidrag til den europæiske middelalderarkitektur.
Kirken blev formodentlig grundlagt af stormanden Esbern Snare, bror til biskop Absalon, omkring 1170.
I modsætning til de traditionelle, længdeorienterede kirker er Vor Frue Kirke en centralbygning, hvis grundplan har form som et ligearmet græsk kors. Over korsets midte tårner et 44 meter højt firesidet tårn sig op. Over hver af de fire korsarmes afslutninger er placeret et ottesidet tårn. Allerede i 1314 blev kirkens tagpartier ødelagt i en brand, så de oprindelige tårnafslutninger er ukendte.
Det centrale tårn er omkring 10 meter højere end de øvrige. Det kaldes Mariatårnet efter Jomfru Maria, mens de øvrige tårne er opkaldt efter hver sin helgeninde: Sankt Anna mod øst, Sankt Gertrud mod vest, Sankt Maria Magdalene mod syd og Sankt Catharina mod nord.
Noget tyder på, at kun det midterste Mariatårn har været planlagt fra starten. De fire korsarmstårne er så kommet til under opførelsen. Konstruktionen er i hvert fald temmelig letsindig, da de fire tårne hviler direkte på korsarmenes tøndehvælv, og det høje Mariatårn bæres af centralrummets fire 6,2 meter høje granitsøjler. Uforsigtige udgravninger inde i kirken i 1827 medførte da også, at det store tårn styrtede sammen.
Tårnet blev genopbygget ud fra ældre opmålinger under Vilhelm Tvedes restaurering fra 1867-71. Fra 1916-21 blev kirken atter istandsat af arkitekterne Andreas og Mogens Clemmensen.
