Som en reaktion på de golde industrialiserede etagebyggerier, der dominerede 1960’erne, brød det tætte og lave byggeri frem i slutningen af 1970’erne. Der blev med andre ord næsten ikke bygget højt og bymæssigt i disse år. Men med Solbjerg Have gjorde Fællestegnestuen en undtagelse. Her kombinerede tegnestuen nemlig etageboligen med den lave bebyggelse. Solbjerg Have forener byboligens tætte og intense atmosfære med den mere afslappede bolig, der er orienteret mod naturen.
Solbjerg Have består yderst af en syvetagers bebyggelse med almindelige familieboliger. Den omslutter et indre gårdrum med lavere bygninger, der rummer plejehjem, børneinstitutioner og beskyttede boliger. Ud mod gaderne har den yderste syvetagers bebyggelse samme dimensioner som de omkringliggende nabohuse, men ind mod gården går huset i terrasser ned mod de lavere bygninger. Set fra gårdrummet betyder det, at randbebyggelsen ikke opleves som et syvetagers hus, men som et stigende landskab af småhuse, der skaber intimitet og variation.
Denne variation i husenes facader går igen i etagebebyggelsens indre, hvor de cirka 300 boliger fordeler sig på 48 typer med 1-6 rum i én eller to etager.
Også gården opleves som en varieret byhave med adskillige gårdrum, stier og pladser.
