Ribe er en af Danmarks ældste byer.
Byens historie går helt tilbage til vikingetiden, hvor byen i starten af 700-tallet opstod som en handelsplads på bredden nord for Ribe Å. Stedet var et oplagt udgangspunkt for togter til søs, og kongen gav snart tilladelse til at bygge en kirke i den betydningsfulde by. Kirken blev opført omkring år 860 af munken Ansgar, der havde bragt kristendommen til Danmark.
I middelalderen kunne man på Ribe Å sejle helt op til byen, og Ribe blomstrede som Danmarks eneste vesterhavshavn. Byen spredte sig til sydsiden af Ribe Å, hvor Domkirken blev bygget i sin nuværende skikkelse i slutningen af 1100-tallet. Derudover kom sognekirker og munkeklostre til. Mellem de to bydele anlagde man en dæmning, der under navnet Dammen stadig er byens hovedgade.
Byens storhedstid som handelscentrum fortsatte indtil slutningen af 1500-tallet, hvor reformationen, tilsanding af åen, pest, krig og ikke mindst en bybrand ændrede vilkårene. Næsten hele bymidten – 213 huse – nedbrændte ved branden i 1580. Nye huse måtte bygges, og derfor præges nutidens Ribe af huse bygget omkring år 1600. At disse huse stadig står skyldes, at ingen bybrande har hærget siden, og at byen i midten af 1600-tallet mistede sin økonomiske betydning. Der var med andre ord hverken behov for eller råd til nye og større huse. Derimod reparerede man de eksisterende huse og kun gadefacaderne blev ombygget.
Intet andet sted i Danmark finder man så mange bindingsværksbygninger samlet. Af disse har mange bevaret de fremspringende gavle med fine udsmykninger. Byens ældste bindingsværkshus, Grønnegade 12, er opført mellem 1525 og 1550.
Desuden findes mange klassicistiske borgerhuse fra omkring år 1800, hvoraf en stor del er ældre ombyggede renæssancegårde.
Byen har i dag flere end 100 fredede huse.
