Oldtiden i Danmark

Submitted by Amalie Sejersd… on Tue, 06/11/2019 - 09:28
Description

Stensammenføjninger i jættestue.

For 5000 år siden blev der opført storstensgrave som dysser og jættestuer i Danmark. Deres konstruktionsmetoder, stabilitet og bevaring er ganske enestående inden for europæisk arkitektur.

Mange steder i Danmark kan man i dag kravle ind i de smukke, gamle stenrum og her få den samme rumfornemmelse, som vore forfædre fik i stenalderen.

Karakteristiske træk

Rekonstruktion af mennesker, som løfter sten.
I oldtiden blev boliger og gravanlæg bygget af det “råstof”, man havde til rådighed, dvs. jord, ler, sand, træ og sten. Stenene skulle oftest flyttes over lange afstande, og man var i stand til at løfte de mere end 20 tons store sten alene ved hjælp af menneskekræfter.

Denne transport har krævet et tæt samarbejde mellem mange mennesker og en velorganiseret kultur.

Gravanlæggene i sten er blevet bevaret for eftertiden, mens boligerne i træ og ler er gået naturligt til grunde. Man ved derfor ikke særlig meget om, hvordan boligerne i forhistorisk tid så ud. Ud fra fund af stolpehuller i jorden kan arkæologer og arkitekter rekonstruere husenes udseende i de forskellige perioder.

Lerklining


De forhistoriske huse havde oftest lerklinede vægge. Omkring et fletværk af tynde grene (såkaldte “vidjer”) smurte man fra to sider æltet ler på væggen.

Studier har vist, at huse med lervægge er fænomenale til at regulere varme og fugt, og de har derfor været sunde at bo i. Huse bygget i stav-, bul- og bindingsværkskonstruktioner har man også kendt til.

Et stav-eller bulbygget hus har man benyttet tilhugget tømmer, altså en slags brædder. Når de sættes lodret i væggen, er der tale om stavbygget, når de er placeret vandret, er det tale om et bul-hus. Brædderne holdes ved begge typer på plads af kratigere tømre med en not. En not er en udhugget rille.

I selve grundkonstruktionen er der ikke den store forskel på et af stenalderens langhuse og en bondegård fra 1700-tallet.

Arkitektur fra stenalder til jernalder

Sådan levede de i stenalderen
I den ældre stenalder (år 12500-4000 f.Kr.) var Danmark i de første flere tusinde år et goldt og øde tundraland, dvs. et stort moseområde, hvor jorden er bundfrossen hele året. Det var omkring 8000 f.Kr., at landet blev delvist dækket af en skov. Denne skov var en blanding af mange træarter og buske, der var tilpasset de forskellige klimatiske forhold.

Befolkningen ernærede sig især ved jagt og fiskeri, hvilket betød, at man var nødt til at vandre meget. Fra denne tid har man fundet en serie små, lette hytter, der sandsynligvis bestod af et spinkelt skelet af træ med skind henover, måske noget a la en indianerhytte.

Omkring 4000 f.Kr. blev bondeerhvervet indført i Danmark. Nu var det ikke længere nødvendigt at rejse rundt mellem forskellige jagtsteder og fiskepladser. Man kunne blive på samme sted for her at dyrke korn og holde husdyr. I løbet af nogle få hundrede år begyndte man at opføre mere faste boliger. Husene lå spredt ud over landskabet, så man boede endnu ikke i landsbyer. Sandsynligvis har man boet i nærheden af husdyrenes græsningsarealer og i nærheden af kornmarkerne.

Sådan byggede man i stenalderen


Bondestenalderens to-skibede langhuse har haft en række kraftige stolper i midten, der bar taget, og vægge, der oftest var lerklinede. De to-skibede huse var fem til syv meter brede og kunne være op til 40 meter lange. Man formoder, at én, måske to familier boede i dem. I de sidste 20 år har man fundet spor efter mange af disse huse.

Da man boede meget spredt, har der sandsynligvis været behov for, at man har haft nogle fællesanlæg, hvor man kunne mødes. Et halvt årtusinde efter man blev et bondefolk, begyndte man at opføre stendysser. Man formoder, at der i Danmark blev bygget omkring 30.000 stendysser på 2-300 år.

Runddysse og langdysse


En dysse består af mindst fire lodretstående sten, der øverst er dækket af en stor vandretliggende dæksten. Nogle gange kan dyssen have en lille gang, der aldrig er dækket af en dæksten.

Dysserne kan ligge enkeltvis i landskabet, eller de kan ligge mange sammen. Dysserne kan være indrammet af andre store sten. Hvis dysserne tilsammen udgør en kreds, kaldes det en runddysse, men hvis dysserne tilsammen udgør en rektangulær form kaldes det en langdysse.

Dysserne formodes at have været benyttet til begravelser, men de skeletter, der er fundet i dem er flere hundrede år yngre end dysserne, der blev opført omkring 3500 til 3200 f.Kr. Ved arkæologiske udgravninger ses det, at man ved dysserne har ofret flotte lerkar og flintøkser.

Jættestue


Omkring 3200 f.Kr. udviklede stenarkitekturen sig til jættestuer. Man begyndte at bygge store stenkamre med en overdækket gang. Jættestuerne har i reglen en bredde på 2,5 m og kan være mere end to meter høje og over ti meter lange.

Vinkelret på kammeret var der altid placeret en lav gang. Jættestuerne var placeret i en rund- eller langhøj, og de har altid været helt jorddækkede.

Tørmur i jættestuer


I jættestuerne er mellemrummene mellem kamrenes store sten altid udfyldt med små flade sandsten, kaldet for tørmur. Disse murværker er opbygget i skiftende lag med datidens “mørtelmasse” i form af enten ler eller opslemmet kridtmasse.

I Danmark er der fundet membranlag af birkebark imellem stenfliserne. Bag kamrene finder man komplicerede konstruktioner, der skulle holde de store sten på plads samt holde kamret tørt.

Ved sindrige jordlag skiftende mellem udvalgt fint ler, lag med knust og sommetider hvidbrændt  flint (dvs. flint der ved ildpåvirkning har fået en hvid krakeleret overflade) og fine sandlag, har man kunnet suge vand væk fra jættestuens kamre, således at disse kamre er stadig tørre efter mere end 5000 år

Jættestuer blev kun bygget i en kort periode på cirka 200 år, men efterfølgende er de blevet brugt i over 1000 år til begravelser. For mere end 5000 år siden har man således i Danmark haft en stor byggeaktivitet, hvor man ved sindrige teknikker har flyttet tonstunge sten og fået dem indsat i bygningsværker, der står den dag i dag.

Saruppladsen


Mellem 3400 og 3100 f.Kr. opførte man også nogle op til 20 hektar store pladser, der var indrammet af store, aflange nedgravninger og stolpehegn. Den mest omhyggeligt udgravede plads af denne type er fundet i Sarup på Sydvestfyn.

Da disse pladser er opført af forgængeligt materiale, er de i dag næsten ikke til at se i landskabet. Man formoder, at opførelsen af Saruppladsen alene har krævet en indsats af 170 mand i tre måneder. Muligvis indgik stengravene og Saruppladserne i et kompliceret rituelt system, hvor man kan formode, at afdøde personer først blev gravlagt på Saruppladserne, før dele af deres skelet blev genbegravet i stengravene.

I bronzealderen udvikler man større huse og gravhøje

Sådan levede de i bronzealderen
I bronzealderen (1500-500 f.Kr.) udvikler det danske samfund sig. Man begynder at handle og sejle mere. Den megen bronze, man har fundet fra denne periode, har krævet livlige handelsforbindelser med syden. Fra perioden har man fundet spor efter mange huse, der til at begynde med ligner dem fra bondestenalderen.

Gravhøje i det danske landskab


Periodens mest markante bygningsværker er de mere end 100.000 gravhøje, der blev opført i Danmark i denne periode. Kun 30.000 af højene er bevaret i dag, men det udgør stadig et markant indslag i kulturlandskabet, hvor næsten hver bakketop er kronet af en høj. Ingen andre lande har en så tæt koncentration af høje.

Egtvedpigen og Borum Eshøjgravene


Periodens mange gravhøje blev bygget af græstørv. Til en almindelig høj har man haft behov for ca. over 100.000 græstørv af 40x40x5 cm størrelse. Det var et stort arbejde at opføre en høj, og samtidig hermed fjernede man den gode muldjord, som man ellers skulle dyrke korn i. I midten af bronzealderens høje har der stået en egekiste. Periodens mest kendte fund er Egtvedpigens grav og Borum Eshøjgravene.

Sådan byggede de i bronzealderen

I den ældre bronzealder sker der en markant ændring i konstruktionen af oldtidshusene, idet man nu bygger dem treskibede, dvs. med to rækker tagbærende stolper på langs inde i huset. Det medfører, at husene kan gøres bredere, og at man får mulighed for at opbevare f.eks. hø på loftet, da loftet nu er stærkere.

Midt på husenes langvægge er der altid placeret to døre lige over for hinanden. Væggene er stadig lerklinede, men i Voldtofte på Fyn har man fundet spor efter, at lerkliningen var bemalet. Så husene har ikke bare været lerfarvede, men har stået i stærke farver.

Som i bondestenalderen lå husene spredt ud i landskabet, men fundet af flere huse på samme sted kan tyde på, at man blev boende på samme sted, og kun flyttede få meter, når et nyt hus skulle erstatte det gamle.

 

I jernalderen flyttede man sammen i landsbyer

Sådan levede de i jernalderen
I jernalderen fortsatte man den levevis, man havde i bronzealderen. Men man havde ikke længere det samme behov for at importere bronze, idet man kunne udvinde jern af myremalm, som findes naturligt i det danske landskab.

I århundrederne før Kristi fødsel ændrede bosættelserne sig. Man flyttede nu sammen i landsbyfællesskaber. De tre-skibede langhuse lå nu tæt sammen, og landsbyen kunne være omgivet af et hegn. Enkelte huse var større og kunne have ekstra hegn. Det tyder på, at der er ved at opstå et klassedelt samfund med en overklasse af storbønder.

Det klassedelte samfund synes at udvikle sig længere op i tiden og resulterende efterhånden i meget store gårdsanlæg med mange udhuse og staklader, samt gravpladser med rigt udstyrede begravelser.

Perioden har haft tæt kontakt med Sydeuropa (Romerriget), og man må formode, at man kendte til hinandens eksistens og levevis.

Sådan byggede de i jernalderen

Over hele landet er der fundet i tusindvis af jernalderens huse. De svarer meget til bronzealderens tre-skibede langhuse med lerklinede vægge. Det ses nu tydeligt, at man har haft stalddel i østenden af husene, da man her har fundet spor efter f.eks. båseskillerum og grebninge. Familien boede i husets vestdel, hvor man altid finder ildstedet.

Efter Kristi fødsel bliver husene større, og der bygges nu økonomibygninger, som staklader, forrådshuse og arbejdsbygninger. Nogle huse bliver meget lange, idet man her vælger at samle beboelse, stald og hø-lade i én bygning. I Nordvestjylland, hvor der var mangel på træ, har man ofte erstattet de lerklinede vægge med metertykke vægge i græstørv.

Grubehuse


Mod jernalderens slutning laver man små hytter, der var halvt nedgravet i jorden, de kaldes for grubehuse og synes altid at have været arbejdshytter til bl.a. smedning og vævning.

Kilder

 

Jørn Ørum-Nielsen: “Længeboligen”, Kunstakademiets Forlag, Arkitektskolen, Arkitektens Forlag.

Lars Marcussen: “Rummets arkitektur – arkitekturens rum”. En introduktion til Europas arkitekturhistorie.

Niels H. Andersen: “The Sarup Enclosures”, Aarhus Universitetsforlag 1997.

Jørgen Jensen: “Danmarks oldtid bd. 1-4”, Gyldendal 2002.

Hansen, Svend: Jættestuer i Danmark Konstruktion og restaurering”, Miljøministeriet, Skov og Naturstyrelsen 1993.

Dehn, Torben; Hansen, Svend; Kaul, Flemming: Stenaldergrave i Danmark, bind 1., Nationalmuseet – Skov og Naturstyrelsen 1995.

Dehn, Torben; Hansen, Svend I.; Kaul, Flemming: “Stenaldergrave i Danmark, bind 2″, Nationalmuseet – Skov og Naturstyrelsen 2000.

 

Pictures
Image
Credits
Photo: Mogens Krustrup, Arkitekturbilleder.dk
Frikøb
Frikøbt
Short description
Mennesker har altid bygget boliger. Telte, hytter, huler og huse. Vægge og tage skal give læ for vind og vejr og beskytte mod vilde dyr. Oldtid er perioden Indtil år 800.
Actors
Style history
Channel