Boliger fra hele verden

By Anonymous (not verified), 26 March, 2019
Description

Desuden er materialerne til et hus som regel knyttet til området. F.eks. har lande med meget skov ofte træhuse som en karakteristisk boligform, mens man i områder stort set uden træ bygger huse af ler. Det er især i et lands traditionelle huse, man bruger de lokale materialer.

I dag kan man få de materialer, man vil have, fragtet over store afstande. I fattige lande har man ikke denne mulighed, og derfor bygger man her stadig af de lokale materialer.

Livsformen i et bestemt område eller land betyder også noget for, hvordan huset ser ud. Lever man mange mennesker sammen, bliver husene f.eks. større, og lever man et omrejsende liv, får man en bolig, det er let at tage med sig.

Flere ting, som er forskellige fra land til land, har altså betydning for, hvordan et hus bliver opført.

Japanske huse

Husene i Japan er meget enkle, hvad både udformning og materialer angår. De er tilpasset et skiftende og fugtigt klima, hvor der hele tiden er risiko for jordskælv. Materialerne er hovedsageligt træ, bambus, strå, sten og papir. Disse materialer er lette at få fat i, hvis en del af huset tager skade. De enkelte dele kan desuden let skiftes ud. Et japansk hus er nemlig bygget op af enkle moduler. Det er altså ikke én, sammenhængende bygningskrop, som vi kender det fra Danmark, hvor murværk, tag og fundament hænger tæt sammen.

Et af modulerne i et japansk hus er tatami-måtten. En tatami-måtte er en kraftig måtte af siv, der typisk måler 90x180 cm. Gulvet i et japansk hus er dækket af tatami-måtter. Måttens størrelse er et modul, der er med til at bestemme alle husets mål. Størrelsen på et rum bestemmes nemlig ud fra, hvor mange måtter der skal til for at dække gulvet i rummet.

Et andet modul er de skillevægge, der adskiller rummene. Disse vægge er lavet af kraftigt papir i flere lag, der er spændt op på en ramme af træ. Papiret er ofte bemalet med forskellige motiver.
Skillevæggene er sat op som skydedøre, så man let kan gøre rummene større, hvis der er brug for det.

Den skydedør, der vender ud mod haven eller terrassen, består af hvidt japansk papir. Papiret skærmer for lyset, så det lys, der når ind i rummet, er smukt og let. Det lette papir ophæver på sin vis forskellen mellem ude og inde.

Huset er bygget op omkring et skelet af træ. Skelettet rejses oven på nogle store sten på jorden. Huset har ikke noget fast fundament, som danske huse kan have et sammenhængende fundament af fx cement eller beton. Det gør, at huset bedre passer til det skiftende japanske klima, hvor der altid er risiko for jordskælv. Et fast fundament ville nemlig gøre huset mere skrøbeligt i tilfælde af jordskælv. De enkeltstående sten gør huset mere bevægeligt, fordi de forrykkes hver for sig og ikke som en samlet blok, der let knækker.

Der er næsten ingen møbler i disse japanske huse. Møbler og madrasser tages kun frem fra husets depotrum, når de skal bruges. I de tomme rum er der orden og harmoni. Det er blevet sagt, at et japansk hus er som et stykke beklædning, man tager på. Det er altså ikke et hus, man går ind i, men mere en dragt, man tager omkring sig.

Naturen omkring et hus er i høj grad en del af huset. Egentlig skal huset være en del af naturen. Rundt om huset løber en smal veranda af træ. Den skaber en overgang mellem det indvendige og det udvendige rum. Japanske haver anlægges desuden efter de samme, enkle principper som husene.

De funktionalistiske arkitekter i Vesten var meget inspireret af de japanske huses enkle og praktiske udformning.

Kinesiske huse

Rektangulære rum, kurvede tage og mure i kraftige farver er kendetegnende for kinesiske huse. Indvendigt er huset bygget op omkring en akse med et sidehus til hver side. Denne måde at inddele en bygning på er med til at vise det hierarki, der er i en familie. Familiens overhoved bor i den største og centrale del af huset. De ældre medlemmer af familien bor bagved, og i sidehusene bor de yngre familiemedlemmer.

Kinesiske huse er opført af træ, da træ er det materiale, man har haft til rådighed. Både det skelet, bygningen er opført omkring, vægge, søjler og bærende dele er af træ. Når træet har så stor betydning for kineserne, hænger det også sammen med, at træ er symbol for liv.

Taget på kinesiske huse er meget stort, og det hælder et stykke ud over murene. Taget hælder til begge sider og får derved en helt speciel form. Mens selve bygningen er forholdsvis jævn, får det buede tag en særligt fascinerende effekt. Den buede form har desuden stor betydning. Ikke kun fordi den er med til at beskytte mod vind og vejr. Man mente også, at den holdt de onde ånder væk. Ånderne foretrak nemlig lige linjer.

For at kunne give et hus det store, udhængende tag, har kineserne opfundet en særlig form for konsoller til at støtte taget. De løfter sig trinvist for hver af murværkets søjler. Konsollerne har ikke kun til opgave at støtte taget, men er også en vigtig del af udsmykningen.

Det, at man altid har bygget i træ, har været med til at forme de kinesiske huse. Et af de mest synlige kendetegn er de strålende, kraftige farver, husene har. Det skyldes den lak, man giver for at beskytte træværket. Farverne har både symbolsk og udsmykkende værdi. Man maler både drager, mytiske figurer, landskaber og blomster.

Træværket skal desuden beskyttes mod fugt. Husene skal derfor hæves fra jorden ved hjælp af store platforme. Højden på platformen viser bygningens betydning. En høj platform gør derfor huset til noget særligt fornemt.

Nomadetelte i ørkenområderne

I et stort område, der strækker sig over dele af Nordafrika, Sudan og Somalia, hele Mellemøsten samt Mongoliet og Tibet, lever omrejsende nomader. Det er et område, der er præget af steppe, ørken og bjerge. Nomaderne har tilpasset deres liv til denne barske natur, hvor der næsten ikke gror noget, og hvor der kun er ganske lidt vand.

En stor del af året vandrer nomaderne rundt i ørkenen for at finde græsning til deres flokke af geder, får og kameler. Da de hele tiden er på rejse, bor de i telte. Det er nødvendigt med boliger, de nemt kan stille op og tage ned igen. Teltene beskytter både mod voldsomme regnskyl og frost om vinteren og brændende sol om sommeren.

Teltene ligner hinanden uanset hvilken stamme, de tilhører. De består af lange stofbaner, som væves af stammens kvinder. Alle kvinder i en nomadestamme lærer at væve, så de kan væve deres eget telt. Sidevæggene i teltet er vævet af kameluld, der er god til at holde blæsten ude. Sidevæggene består af tre til fire lange stofbaner, som er syet sammen i forlængelse af hinanden. Taget på et telt er lavet af gedehår. Gedehår udvider sig, når de bliver våde. Det giver ekstra beskyttelse mod regn, fordi hårene får taget til at slutte ekstra tæt. Taget udgøres af seks til syv stofbaner, som er syet sammen til et rektangel.

Når teltet skal rejses, foldes taget først ud og lægges på jorden. Derefter slår man teltpløkkerne i, og bardunerne sættes fast. Inde i midten af teltet rejser man to til tre lange teltstænger. I hjørnerne og langs siderne sætter man kortere teltstænger op. Derefter strammer man bardunerne til. Til sidst sætter man sidevæggene fast på taget med lange nåle.
Teltet sættes altid op i en retning, så røgen fra ildstedet blæser væk fra indgangen.

Kvinderne væver ikke bare teltene. Det er også dem, der rejser teltene og tager dem ned igen. Det hænger også på kvinden i en nomadefamilie at løbe ud om natten, hvis en pløk er i fare for at blæse op, eller en bardun er ved at sprænge på grund af kraftig regn eller blæst.

Kommer der gæster, deles teltet op af et stort deletæppe. Så kan mændene sidde i den ene del, og kvinderne i den anden, mindre del af teltet. Hver familie har deres eget telt. Lederen i en gruppe har altid det største telt. Det er nemlig hos ham, gæsterne skal samles.

I sommerperioden, hvor der er meget varmt, holder nomaderne til omkring store brønde og oaser. Her kan op til 100 telte slå lejr det samme sted. I de måneder, hvor der er køligere, rejser nomaderne sammen i mindre grupper. Der er omkring 10 millioner nomader i verden i dag.

Huse af ler

Siden mennesker for 10.000 år siden samlede sig i de første byer, har man bygget huse af ler. Lerhusene er især blevet opført i områder, hvor man ikke har haft træ. Ler og jord har man derimod haft til rådighed langt de fleste steder.

Især i Nordafrika, Sahara i de mellemøstlige og arabiske lande findes der lerbyer. Man finder dog også lerhuse i Europa. Især i Frankrig, hvor 15 % af husene ude i landområderne er lavet af ler. Ca. en tredjedel af jordens befolkning bor endnu i lerhuse.

Lerby i Mellemøsten.

Lerbyerne falder altid smukt ind i det omgivende landskab. Det er nemlig her, man har hentet materialerne: ler, sten, halm og palmestammer. Lerbyerne ligger ved oaser, fordi det kun er her, man har mulighed for at få vand. Det er også kun her, jorden i ørkenområderne kan dyrkes. Den frugtbare jord er meget sparsom. Derfor bygger man tæt og i flere etagers højde, så man ikke bruger den kostbare jord til at bygge på. I Yemen er der set huse på otte etager. Smalle gyder løber mellem de sammenhængende huse.

Lerhusene er bygget ud fra klimaet, funktionen og omgivelserne. Den tykke væg af ubrændt ler er god til at holde både kulde og stærk varme ude. Derfor er der en behagelig temperatur i en lerhytte, hvad enten den er opført et sted med varmt eller koldt klima.

Det tager ca. en måned at opføre et lerhus. Venner og familie hjælper hinanden med byggeriet. Huset hviler på en sokkel af sten. Væggene opføres, så de er bredest for neden og bliver smallere opefter. En væg er i gennemsnit 50 cm tyk.

Væggen bygges op af lerplader på omkring en kvadratmeter. Man støber denne plade i en oprejst form af træ, der fyldes med en blanding af ler, halm og vand. Blandingen presses tæt sammen i formen. Derefter kan man flytte træformen til siden og støbe en ny plade i den. Den støbte plade holdes på plads af træstænger, der går fra gulv til loft i huset. Når pladen har tørret en uge, kan man bygge videre oven på den. Efterhånden som huset vokser i højden, opstår der huller, hvor træstængerne har holdt pladen på plads. Disse huller fyldes med ler.

Til sidst pudses hele huset med ler, så det er beskyttet mod regn. Mellem etagerne lægges der bjælker af palmestammer. På palmestammerne lægges grene, palmeblade og til sidst 10 cm ler. Trapper bygger man af lersten, der er tørret i solen.

Vinduerne omkranses med et fletværk. Det gør, at man ikke kan se ind udefra, men man kan sagtens se ud indefra. Dybe vinduesnicher giver et behageligt, blødt lys.

Indvendigt er huset pudset med ler og derefter malet med hvidt eller lyst farvet kalk. Gulvene er dækket af tæpper, og langs væggene er der puder til at sidde op af.

Huse på pæle

Rundt omkring i verden bor mange mennesker i nærheden af og omkring floder, søer og have. Især i Asien og Sydamerika er flodområderne tæt beboet. I Nordamerika findes pælehuse i de stater, hvor der er floder og hav. De fleste mennesker i disse områder lever af at fiske.

De bor i huse, der er bygget på pæle, så selve huset er hævet langt over vandets overflade. Det betyder, at husene er i sikkerhed, når vandet stiger efter regnskyl. Selvom vandet skulle stige flere meter, når vandet ikke op til huset.

Pælehusene gør det dermed muligt at leve tæt på vandet og den vigtigste indtægtskilde: fiskeriet. Som regel er pælehusene bygget af strå, reb og træ.

Flydende huse og husbåde

Flere steder i verden lever mennesker på og ved floderne. Mennesker på floden tjener som regel til føden ved at fiske. Nogle af dem har slået sig ned i huse, der flyder på floden. Disse huse har mere eller mindre form som både. Nogle er meget enkle, flydende kasser. Andre er moderne husbåde. Det er især i Sydøstasien og Indien, man finder de flydende huse.

I flere og flere vestlige storbyer finder man dog også flydende huse i form af husbåde. Især Amsterdam i Holland er kendt for sine husbåde på byens mange kanaler. Men også Paris, London, Malmö og København har en del husbåde. I USA er det især San Francisco, der er kendt for de flydende hjem.

Pictures
Image
Credits
Photo: Toa Hetiba, Unsplash
Frikøb
Frikøbt
Image
Credits
Photo: Mogens Breyen, Arkitekturbilleder.dk
Frikøb
Frikøbt
Short description
Verden over bygger mennesker huse, der passer til deres behov, og som er særlige for det sted, de bor. Husets form og indretning tager højde for, om et område er tørt og varmt, koldt og regnfuldt, og om der f.eks. kan komme orkaner eller oversvømmelser.
Actors
Channel