Der er moderne teaterbygninger med et enkelt og skulpturelt arkitektonisk udtryk, der passer til den moderne dramatik. Der er også eksperimenterende teatre, hvor f.eks. scene og publikumssal nærmest glider i et. Flere steder er gamle pakhuse og andre industribygninger ombygget til teatersale.
Græske og romerske teatre
Teaterbygninger kendes helt tilbage fra antikken. De gamle grækere byggede enestående teatre. Teatret var formet som en ellipse og bygget op ad en bjergskråning, så alle tilskuere kunne se scenen. Desuden forstærkede den tragt, skråningen formede, lyden fra scenen, så alle kunne høre, hvad skuespillerne sagde. Denne form for teater, hvor tilskuerpladserne gradvist skråner opad, hedder amfiteatre.
Romerne lod sig inspirere af de græske amfiteatre. Et verdensberømt eksempel på et antikt romersk teater er Colosseum i Rom (72-80 e.Kr.). Dette teater kunne rumme 50.000 tilskuere, der bl.a. overværede gladiatorkampe. Romerne kunne med travertin, som var en slags beton, bygge den skråning op, som grækerne havde fundet i naturlig form. Derfor var romerne ikke afhængige af at finde et sted med en skråning, men kunne bygge teatre over alt i det romerske imperium - selv midt i en ørken.
Det iscenesatte liv
Til hoflivet i barokken hørte også overdådige teaterbygninger, hvor kongen og hans hof kunne blive underholdt. Især blev operaen betragtet som barokkens typiske dramaform, da operaen rummer både sang, musik, dans, skuespil og et væld af kostumer og kulisser. Operaen er dermed et totalteater, der inddrager flere kunstformer. Dermed minder den om barokken selv, hvor arkitektur, skulptur og maleri spiller sammen og blandes.
Teatersalen i barokkens teatre var som regel udsmykket med marmorskulpturer, draperier i tunge stoffer, malede og udhuggede figurer og guirlander samt guldbelægninger og krystallysekroner. Udvendigt var teatret bygget i barokkens arkitektoniske formsprog med store og fyldige søjler, buede linjer, bevægelse og kontraster. Overalt var udsmykningen overdådig.
Kendetegnende for barokkens teatre er dog, at de i højere grad er bygget til livet uden for scenen, end til livet på scenen. Teatret var nemlig et sted, hvor gæsterne kunne se og blive set, og hvor de kunne iscenesætte sig selv. Teatrene havde balkoner og loger til de kongelige og adelige. Fra logerne kunne man se ud over alle de andre teatergæster, og man kunne være sikker på, at der blev holdt øje med én. Det liv, der udspillede sig i teatrets brede trappegange, var af større betydning for tilskuerne end det, der foregik på scenen. Teatret var således i høj grad endnu en scene for hoflivet.
De borgerlige teatre
I løbet af 1700-tallet voksede en ny samfundsklasse frem: borgerskabet. Borgerne var rige handelsfolk og embedsmænd i byerne. De havde helt andre normer end adelen og kirkens folk, der hidtil havde siddet på magten og pengene. Uddannelse havde stor betydning. Vigtigt for indretningen af det borgerlige samfund var også, at man havde steder, hvor man kunne mødes omkring fælles værdier.
Der var derfor behov for andre og nye bygningstyper end kirker og slotte. Skoler og universiteter skød frem. Det samme gjorde biblioteker, teatre og museer. Her kunne borgerne kunne mødes om deres kulturelle dannelse.
For borgerne var teatrene et sted, hvor de kunne blive klogere. På scenen så de moralske og menneskelige problemstillinger fremstillet, og deraf kunne de tage stilling til problemstillinger i deres eget liv. I Danmark var især Ludvig Holbergs (1684-1754) komedier blandt de stykker, borgerne strømmede til.
I modsætning til hoffets logeteatre skulle de borgerlige teatersale være udformet, så alle tilskuere havde samme rang. Her fandt man inspiration i de antikke amfiteatre. I de borgerlige teatre var det desuden det, der foregik på scenen, der havde betydning - og ikke tilskuerne selv, der var det vigtigste skuespil.
Udvendigt var de borgerlige teatre opført i klassicistisk stil, som de fleste af borgerskabets bygninger. Her hentede man formerne fra antikkens arkitektur.
De klassicistiske bygninger var enkle og monumentale. Væk var al barokkens overdådighed. I stedet skulle de klassiske elementer som søjler og trekantfrontoner gøre bygningen respektindgydende og stilfuld.
Historicismen
Fra midten af 1800-tallet tog teaterbyggeriet igen fart. Det var det velhavende borgerskab i storbyerne, der stod bag. Disse borgere havde dog ikke de samme formål med teatret, som 1700-tallets borgere havde haft. Nu var det igen det selskabelige formål i teatret, der var i højsædet: at se og at blive set.
Et enestående eksempel på historicismens teatre er operaen i Paris, der er bygget fra 1854 til 1857. Den er bygget med elementer fra barokken for at give bygningen det samme overdådige og pompøse skær, som barokkens bygninger havde. Overalt i operaen er der god plads til, at gæsterne kan iscenesætte sig selv - helt som i et teater fra barokken.
Ikke mindst i den store forhal, hvor en enorm trappe giver gode muligheder for at bevæge sig rundt til tilfældige møder - og til at overskue menneskemængden, hvis man skulle finde nogle bekendte blandt gæsterne. Faktisk er over en tredjedel af pladsen i teatret viet til det selskabelige liv mellem publikum. Som i barokken fik livet på scenen mindre betydning. Som en væsentlig forskel til barokkens bygninger er de historicistiske bygningers indvendige udsmykning udført i gips.
Overalt i Europa er der bygget mange teatre i historicistisk stil. I Danmark er både Det Kongelige Teater i København og Århus Teater gode eksempler.
Nye former og enkelhed
Fra 1800-tallets historicistiske teatre er der et stort spring til nyere tids teaterbygninger. Her har man brugt modernismens formsprog med enkle former løsrevet fra tidligere betydninger. Væk er de klassiske søjler og frontoner, udsmykkede loger og udskårne eller støbte ornamenter.
Jørn Utzons operahus i Sydney er et eksempel på et moderne teater, hvor bygningens bløde former skaber et helt nyt og enestående udtryk. Fremhævelsen af en pompøs facade som i fortidens teatre er erstattet af en bygning, hvis helhed danner en skulptur med sine sejlformede skaller.
Ligesom dramatik og teater stadig finder nye udtryk, vil teaterbygningerne også blive ved med at forny sig. Bygningen skal passe til den handling, der udspiller sig på scenen. Og den skal passe til det publikum, som kommer i teatret for at blive underholdt, provokeret eller finde spørgsmål og svar.
