En strukturalistisk metode er fokuseret på at undersøge den måde, de forskellige dele i en helhed er ordnet på i forhold til hinanden. Hvilke love, regler eller principper binder elementerne sammen?
Ferdinand Saussure
Den strukturalistiske teori er udsprunget af sprogvidenskaben, hvor den blev udviklet af Ferdinand Saussure (1857-1915). Saussure pegede på, at sproget skal ses som et system af tegn. Det enkelte tegn er ikke noget i sig selv, men kan kun forstås i forhold til andre tegn i systemet.
Fra sprogvidenskaben bredte strukturalismen sig til andre fag som litteratur, etnografi og psykologi som en analysemetode til at finde de grundlæggende strukturer bag varierende formudtryk.
Strukturalismen fik også stor betydning for arkitekturen. Særligt i 50erne og 60erne søgte man efter fundamentale strukturer i arkitekturen samtidig med, at man ønskede en større åbenhed og fleksibilitet i tidens bygninger. Arkitekturen skulle som sproget kunne rumme skiftende funktioner og udtryk, men alligevel beholde den samme grundlæggende struktur.
Målet for strukturalisterne var at finde en overordnet struktur både i boligen og byen som kunne sættes sammen med individuelle komponenter, så der blev flere formmæssige og funktionelle muligheder.
Arkitekturen skulle være mere åben, end man havde set i det industrielle byggeri. Der skulle tages højde for den enkelte beboers behov. Arkitekturen skulle forene det generelle med det foranderlige og specielle. Flere arkitekter begyndte at studere byggeriet i lande, hvor en industriel byggestil endnu ikke havde ødelagt de lokale traditioner.
I Nordafrika og Middelhavslandene så man eksempler på en byggeskik, der fulgte helt faste strukturer, men hvor der samtidig var stor variation inden for denne sammenhæng. Samme variationsrigdom ville man gerne tilføre byggeriet i vesten, der i 50'erne og 60'erne var domineret af en international og anonym stil baseret på standardmål.
Ved at studere en anden kulturs husbyggeri kunne man også bedre se hvilke træk, der var fælles og dermed fundamentalt set ens på tværs af historien.
Aldo van Eyck
Én af frontfigurerne i strukturalismen var den hollandske arkitekt Aldo van Eyck (1918-1999). Blandt hans mest berømte bygninger står et børnehjem i Amsterdam (1955-1960), der blev et ikon for strukturalismen. Børnehjemmet er formet ud fra kvadratiske udbygningsmoduler og støbt i beton. Dets udseende minder på mange måder om et traditionelt islamisk byggeri med de mange flade kupler. I sin egen beskrivelse af byggeriet taler van Eyck om, at tiden er kommet, hvor man skal forene det gamle med det nye og genopdage den menneskelige naturs arkaiske principper:
Moderne arkitektur har tærsket langhalm på det nye i vor tid, og den har gjort det i et sådant omfang, at den har mistet kontakten med det der ikke er nyt, med det der er fundamentalt det samme. Aldo van Eycks udtalelse stammer fra den internationale arkitekturkongres CIAM 59´. På denne kongres var der fokus på de grundlæggende mønstre i samfundet og i særdeleshed byen. Man ville skabe en byplanlægning, der på samme tid var præget af systematik og åbenhed. Blandt de deltagende var arkitekturgruppen Candilis-Josic-Woods, der blev kendte for deres tanker om byen som et netværk.
Ligesom van Eyck talte gruppen for, at arkitektur bør mediere mellem nyt og gammelt, modernitet og tradition, identitet og anonymitet. Byplanlægningen skulle ikke følge abstrakte former og ideer, men tage udgangspunkt i menneskets behov og aktiviteter.
Den amerikanske arkitekt Shadrach Woods har beskrevet gruppens ideer således:
Vi forsøgte at opdage, hvordan de menneskelige aktiviteter hang sammen, og hvordan de kan benyttes til at organisere vores boliger, veje og steder. Organisere er benyttet i betydningen blive organisk. Og siden der ikke er liv uden forandring, forsøgte vi at bruge dette princip og lave forandring eller i det mindste muligheden for forandring til en af de vigtigste betingelser for design. Den nærliggende løsning var naturligvis en lineær organisation. En linie er åben i enderne, den har ingen dimension og kan frit ændre retning (World Architecture One, 1964 s. 153).
Candilis-Josic-Wood
Blandt Candilis-Josic-Woods mest berømte projekter står deres projekt til en ny bydel uden for Toulouse, Toulouse-le-Mirail, 1962, hvor den grundlæggende struktur: hus, gade, distrikt og by holdes sammen af to trafiksystemer, et fodgængernet og et bilnet, der angiver mønstret til det tredje net, boligerne.
Dette system til byen kunne vokse, uden byen ændrede sin grundlæggende karakter.
