Lys, luft og grønne områder
Efter 1. verdenskrig var bolignøden åbenlys i Europa. Byggeriet havde stået stille under krigen, og samtidig var befolkningspresset i byerne næsten eksploderet.
Der var alt for få boliger, og deres tilstand var dårlig, hvilket gav sygdomme og epidemier. Der manglede lys og luft i de små lejligheder, og offentlige parker og pladser fandtes stort set ikke.
Flere arkitekter var socialt engagerede, og ønskede at forbedre arbejderklassens levevilkår i byen. Der skulle være flere og samtidig billigere og bedre boliger, hvilket man ville opnå ved at rense formsproget og industrialisere byggeriet.
Der skulle være lys, luft og grønne områder og flere fælles områder til børn og voksne. Mange rækkehuse blev bygget i disse år. Mellem rækkerne var der god plads til grønne områder, og man sørgede for at orientere bygningerne, så solens lys blev udnyttet bedst muligt. Der skulle samtidig være en udbygget infrastruktur, så der var bedre transportmuligheder mellem bolig og arbejde.
Funktionalismens ideer
Arkitekterne var i 1920'erne og 30'erne særligt optaget af, hvor meget man kunne nøjes med, hvis boligerne skulle være forsvarlige. Boliger til et eksistensminimum blev et slagord. Man søgte at beregne, hvor stort et pladsbehov boligens forskellige funktioner havde, og hvordan de mest hensigtsmæssigt kunne bygges op.
Sovjet som mulighedernes land
Én af de arkitekter, der arbejdede med at industrialisere byggeriet, så boligerne blev billigere var Ernst May, der i 1924-30 var stadsarkitekt i Frankfurt am Main. Under hans ledelse blev der bygget ca. 15.000 nye boliger inden den økonomiske depression satte ind i 30'erne.
I 1930 rejste han til Sovjetunionen for at skabe flere nye industribyer i Sibirien. Det var karakteristisk for denne periode, at flere arkitekter vendte blikket mod Sovjetunionen, hvor man mente der var større chancer for at få de sociale ideer realiseret. Men i 1930'erne blev funktionalismens ideer bandlyst i Sovjetunionen, hvor man mente de var produkter af en kapitalistisk ideologi.
I 1970'erne kom det sociale aspekt i byggeriet igen til at spille en stor rolle. Denne gang var det ikke en kamp for bedre og billigere boliger, men en kamp for borgernes indflydelse på byggeprocessen.
En åben arkitektur
Flere arkitekter talte i 70'erne for en mere åben arkitektur, hvor borgerne fik mulighed for at vælge mellem alternative løsninger. Der skulle være større mulighed for personlig fortolkning og dialog mellem bruger og bygning. Man tegnede eksempelvis etageboliger, hvor det var muligt at flytte skillevæggene.
1920'ernes og 30'ernes sociale byggeri havde ført til et stort antal masseproducerede boligkomplekser, hvor tankerne om lighed havde gjort den enkelte borger anonym. Boligerne skulle nu tilpasse sig den enkelte borger, så de ikke følte sig fremmedgjorte. Det var vigtigt, at arkitekterne kunne indkredse det specielle og individuelle i beboernes behov.
Borgernes medbestemmelse
I 1970'erne voksede kravene om borgernes medbestemmelse.
Alt for mange bygninger var bestemt af bygherrens frem for brugernes ønsker. Borgerne skulle også have indflydelse på byplanlægningen. Planer skulle sendes til høring og planlægningen skulle være åben og offentlig, så borgerne kunne gøre indsigelse.
Det sociale boligbyggeri
Boligbyggeriet ændrede også karakter i 1970'erne. Man drømte om decentraliserede minisamfund og flere bofællesskaber og kollektiver blev bygget.
Ungdomsoprøret gjorde gruppebebyggelsen til et billede på en ny form for samfund, hvor man havde et praktisk og socialt fællesskab. Boligerne blev samlet om et fælleshus, som alle havde andel i. Bofællesskaberne blev ofte bygget i nær kontakt med naturen og med tanke på miljøet. Flere steder eksperimenterede man med sol- og vindenergi.
Det sociale boligbyggeri kom til at udfylde tomrummet mellem villabyggeri og etagebyggeri. Man byggede lavt og tæt og sørgede for grønne omgivelser med mange fællesarealer. En prototype på socialt boligbyggeri er Tinggården i Herfølge tegnet af tegnestuen Vandkunsten i 1978. Bygningernes udtryk er "demokratisk" med lave boliger, der står tæt langs snævre stræder. Boligerne er placeret om et fælleshus, hvor der er vaskeri og plads til fællesspisning. Facaderne er i træ og med en lys og åben stueetage med store vinduespartier.
Det er bygget med tanke for miljøet - hele bebyggelsen opvarmes eksempelvis med halmfyr. Byggeriet ligger tæt ved grønne marker, og et organisk indtryk får man af boligområdet, hvor planter og buske præger bygningernes facader. De kommende beboere blev taget med på råd i projekteringen, og de fik stor indflydelse på det endelige resultat. Man ønskede et byggeri, som beboerne kunne identificere sig med.
