Radiohuset på Frederiksberg indordner sig i det eksisterende bybillede som en samlet karrébebyggelse. Men samtidig er huset et pionerarbejde og markerer et nybrud i dansk arkitektur.
Vilhelm Lauritzen var funktionalist og alle elementer er designet på baggrund af en grundig funktionsanalyse. Formen følger med andre ord den funktion, som den skal indeholde. Bygningen har karakter af en række sammenføjede rektangulære æsker med forskellige og klart afkodelige funktioner. Koncertsalen former sig som en stor trapezformet volumen med kuplet tag og hovedindgangen er placeret i den højeste fløj ud mod Rosenørns Allé.
Gennemført formgivning i eksklusive materialer
Bygningens snusfornuftige tilsnit opblødes af sanselige materialer, fra sandstensfacader og grønlandsk marmor til teaktræ, messing og paneler i ahorntræ. Sidstnævnte var oprindeligt helt lyse, men med tiden har de fået en rødlig patina. Loftet i forhallen er oksehud opspændt direkte på mineraluld.
Med sit skarpe øje for funktionalitet designede Lauritzen dørgrebene forskelligt, alt efter om det var et greb, der skulle skubbes til eller trækkes i. Husets lamper, vægbeklædninger, møblering og gelændere er tilpasset Radiohuset, der samlet set fremstår som en nøje orkestreret helhed. Hvilket også i en stor grad også kan tilskrives møbelarkitekten Finn Juhl.
Taghave fra før der var noget der hed rooftop
Studioblokkens tag blev dækket med et tykt lag jord og indrettet som taghave sammen med landskabsarkitekten G.N. Brandt. Men helt typisk for Lauritzen havde jordlaget en funktion. Det fungerede som en lyddæmper. Siden blev taghaverne taget i brug som en afstressende oase, når Radiohusets medarbejdere have brug for et afbræk i en travl hverdag. Med tanke på hvordan der i dag etableres grønne tage og byhaver i stor stil, fremstår Lauritzen forud for sin tid.
Forsinket med vilje
Radiohuset blev opført i en tumultarisk periode, og den tyske besættelse fik stor indflydelse på byggehastigheden. Hverken Lauritzen eller bygherren – Statsradiofonien – ønskede, at tyskerne skulle anvende koncertsalen til propaganda. Da rammerne endelig stod klar, gik det bevidst trægt med den sidste udførelse af interiøret. Der gik sågar historier om, at ikke så snart var paneler blevet sat op, før de blev skruet ned igen, blot for at huset ikke skulle stå klar og være til gavn for nazisterne. I september 1945 kunne Radiohuset endelig slå dørene op – blot få måneder efter befrielsen.
Helt frem til 2008 var Radiohuset hjemsted for DRs radioafdeling, som på det tidspunkt rykkede med til DR Byen i Ørestad. I dag huser Radiohuset det Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
