Selvom den blå kube i Ørestad i dag har fået nærmest ikonisk status, er det ved første øjekast ikke til at gætte, hvad den kolossale blå boks gemmer på. Måske er bygningen helt ensfarvet, men kommer man forbi på det rigtige tidspunkt, kan facaden være oplyst af levende billeder, der giver forudanelser om, hvad der foregår på indersiden.
Det er den franske stjernearkitekt, Jean Nouvel, der står bag Koncerthuset. Arkitekten så koncerthuset som en meteor, der skulle slå ned i Ørestad og skabe liv i bydelen, der dengang stadig i høj grad var på tegnebrættet. Bygningens ydre er en 45 meter høj rektangulær kasse, men indeni gemmer der sig et sandt mekka for musikere og musikelskere.
Foyer i 7 plan
Koncerthusets foyer er ét stort rum, fordelt på syv planer. Her findes 25 videoprojektorer og 50 diasapparater, der bruges til at projicere billeder i rummet. Væggene er efter arkitektens ønske blevet støbt i beton ved hjælp af en særlig teknik, der giver karakteristiske folder i overfladen: "elefanthud".
Ét hus, mange muligheder
Koncerthuset rummer fire sale i forskellige størrelser, der tilgodeser forskellige typer af musik.
Studie 1 - også kaldet koncertsalen - er Koncerthusets største studie/sal og bruges primært til symfonisk musik. Det 28.000 kubikmeter store rum, der nærmest svæver på trappetårne i hjertet af bygningen, er udformet som et amfiteater med scenen i midten og publikum på forskudte podier på alle sider. Salen, hvis gyldnefarve er inspireret af solnedgangen i Edvard Munchs maleri "Skriget", kan rumme ikke mindre end 1.800 tilhørere.
Som et filmstudie
Husets øvrige studier ligger på række under den store sal, adskilt af glasvægge. Studie 2 er indrettet i en rå stil, inspireret af klassiske filmstudier i Hollywood. Rummet er noget mindre end koncertsalen med op til 540 siddepladser, men selve scenen er identisk. Rummets vægge er beklædt med birketræsplader, dekoreret med portrætter af 38 udvalgte musikere inden for mange genrer. Salen bruges til alt fra klassisk musik til rock, og derfor kan pladerne køres rundt i et skinnesystem for at regulere akustikken.
Inspireret af flygel
I Studie 3, som er Koncerthusets mindste, er der hverken fast scene eller faste pladser, og rummet ligner da også en "black box" fra teaterverdenen med sine sorte vægge, der er opdelt i skiftevis matte og blanke felter. Væggene er udført i lakeret træ og filt og har en mængde låger, der kan åbnes, igen af hensyn til akustikken. Salens sort-hvide interiør er inspireret af tangenterne på et flygel.
Et studie i rødt
Det dybrøde studie 4 er især tiltænkt korsang og kammermusik. Akustikken justeres her af trekantede vægpaneler beklædt med filt, der kan drejes for at opnå den ønskede effekt. Scenen bygges op af podier, hvilket gør salen meget fleksibel.
Hæder til koncerthuset
Allerede inden åbningen blev DRs nye koncerthus tildelt diplom og bronzeplakette af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, der hvert år præmierer særligt gode byggerier i København. Ved uddelingen beskrev formanden Hans Peter Hagens Koncerthuset som et signifikant bygningsværk, som er "godt for danskernes blodomløb".
Koncerthuset var også indstillet til den prestigefulde Mies van der Rohe-pris, der er Europas officielle arkitekturpris og uddeles hvert andet år.
Akustik i verdensklasse
Med DR's nye koncerthus er København kommet på verdenskortet over store koncertsale. Det valnøddeformede studie 1 er bygget op af irregulære segmenter, der sikrer optimale akustiske forhold. Bag akustikken står japanske Yasuhisa Toyota, der er kendt for at lave akustik i verdensklasse, og da DR's symfoniorkester holdt deres første prøve i salen, var der, ifølge DR selv, ikke én, der ikke blev overvældet af salens store lyd.
Koncertsalens loft og terrassernes vægge er af krydsfiner, som har udfræsninger af hensyn til akustikken. Over terrasserne er væggene bølgede og udført i gips. For at sikre korrekt gengivelse af dybe toner, er væggene op til seks lag tykke og vejer mindst 100kg pr. m².
Over scenen hænger en 250 m² stor reflektor, der sørger for, at musikerne kan høre sig selv og hinanden. Og når andre typer musik end symfonisk indtager koncertsalen, kan store gardiner trækkes frem fra væggene for at optimere lyden.
