Kastellet: 5-stjernet historie

By Andreas, 2 September, 2024
Short description
En sælsom blanding af krig og fred knytter sig til det flere hundrede år gamle Kastellet, hvor soldater engang beskyttede byen mod angreb fra søsiden.
Description

Kastellet er en unik historisk perle midt i København og er blandt de mest velbevarede fæstninger i Europa. Bag portene mødes man hurtigt af en række lange, røde kasernebygninger. Tidligere boede officerer, soldater og deres familier her, men i dag bruges bygningerne som kontorer for ansatte fra Forsvaret.

På luftfotos kan man se Kastellets stringente stjerneform, der består af fem bastioner og et imponerende voldgravssystem. Bevæger man sig op på voldene, er det også det forløb, man må følge, for græsset må besøgende ikke slå sig ned på, selvom det lokker frodigt. Man er dog mere end velkommen alligevel, og der er bænke rundt omkring. Stedet er bedre egnet til gå- eller løbeture end til picnic.

Fornemmelser for fortid og nutid

Kastellet, der ligger på kanten til Østerbro, har en tydelig historisk atmosfære. En gammel mølle står der stadig, og der er også kanoner. Ved siden af Kastelskirken ligger et tidligere fængsel, hvor blandt andre Struensee sad forud for sin henrettelse.

Modsat Kastelskirken ligger Kommandantgården med sin gule facade, hvide detaljer, rødt tegltag og en trekantsfronton med Christian 4.s monogram. Den blev opført i 1725 som embedsbolig for Kastellets kommandant og senere Forsvarschefen. I dag huser bygningen blandt andet Søofficersforeningen.

I Kastellets nordøstlige hjørne ligger Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948. Det er skabt af kunstneren Finn Reinbothe for at ære danskere, der har været udsendt, er udsendt, eller skal udsendes, og mindes dem, der ikke vendte hjem. Monumentet består af en række granitmure med lys, hvoraf den første bærer ordene "En tid – Et sted – Et menneske."

Krig og fred

Beplantningen på hele anlægget er fantastisk med gamle træer og adskillige plantearter, som bliver passet til perfektion. Men mens man befinder sig i de fredelige og smukke omgivelser, kan man reflektere over, at det var Christian 4., der tog initiativ til at anlægge Kastellet. Han havde stormagtsdrømme og styrkede i 1626 Københavns forsvar med Sct. Annæ Skanse som en forløber til Kastellet. Efter Christian 4.s død fortsatte hans søn, Frederik 3., arbejdet og gjorde planerne til virkelighed.
Det var den hollandske fæstningsbygger Henrik Rüse, der mellem 1662 og 1665 opførte Kastellet, som oprindeligt blev kaldt Citadellet Frederikshavn – opkaldt efter kongen. De første soldater marcherede ind i Kastellet den 28. oktober 1664, en dato, der nu fejres årligt som Kastellets fødselsdag.

I nærheden af Kastellet

Kastellet ligger midt i historien, med nem og hurtig adgang til andre spændende steder. Lige ved siden af ligger Frihedsmuseet, som i 2019 fik ny form og en velanmeldt udstilling efter en ødelæggende brand.

Fra Kastellet kan du også gå en tur i Churchillparken og se den engelske kirke Saint Alban’s og Gefionspringvandet. Du kan også fortsætte langs havnen, forbi Mærsks hovedsæde til Amaliehaven, Amalienborg og resten af Frederiksstaden, med Marmorkirken som pejlemærke.

Coordinates
POINT (12.594924 55.691326)
Actors
Organization
Role
Organization
Role
Categories
Case Category
Build year
1664
Pictures
Image
Credits
© Daniel Rasmussen, Copenhagen Media Center
Image
Credits
© Mellanie Gandø, Copenhagen Media Center
Image
Credits
© Nils Bacher, Unsplash
Image
Credits
© Olivier Chatel, Unsplash
Image
Credits
© Daniel Rasmussen, Copenhagen Media Center
Image
Credits
© Anastacia Dvi, Unsplash
Image
Credits
© Mellanie Gandø, Copenhagen Media Center
Image
Credits
© Carlos Tejada, Unsplash
Concept
Nej
Channel
Exclude
Off
Show navigation button
Off
Do not show subpage from overlay
Off