Daells Varehus: Fra Dalle Valle til designhotel

By Andreas, 3 November, 2022
Short description
Det ikoniske stormagasin på Nørregade blev i folkemunde døbt ’Dalle Valle’, og huskes i dag som en institution, der klædte danskerne på gennem årtier. I dag står det tilbage som en vigtig brik i fortællingen om modernistisk byggeri i København.
Description

Daells Varehus blev stiftet af brødrene Daell i 1910 som et postordrefirma. I 1912 flyttede virksomheden til Nørregade 12, hvor salget voksede støt. Med salget voksede behovet for mere plads også, og virksomheden købte derfor de tilstødende lokaler. Herefter udskrev brødrene en arkitektkonkurrence om det nye stormagasin på hjørnet af Nørregade og Krystalgade, som Vilhelm Lauritzen sammen med Fritz Schlegel vandt i 1922.

Udvidelse kom hurtigt

Bygningen stod færdig i 1924, og varehusets popularitet fortsatte med at stige. Kun fire år senere måtte man derfor igen igangsætte en udvidelse af butikken. Denne gang helt fra bunden.

Nabohuset blev revet ned, så man kunne skabe et nyt varehus med samme arkitekter som tidligere. Der var dog stadig store hensyn at tage til de gamle bygninger, og tiden var endnu ikke fuldstændig klar til de nye modernistiske tendenser. Arkitekterne var derfor bundet af den oprindelige arkitektur.

Tidlig modernisme

Bygningen, som vi kender den i dag, er grundlæggende et resultat af endnu en ombygning der blev påbegyndt i 1933. Varehuset stod overfor endnu en udvidelse – denne gang kun med Vilhelm Lauritzen ved det arkitektoniske ror. Modernismen havde gjort sit indtog, og begge brødrene Daell var betagede af den moderne arkitektur. Derfor blev der ved denne udvidelse af Daells Varehus tale om en reel ombygning. De gamle huse blev revet ned for at gøre plads til et stort, moderne stormagasin.

Lauritzen tegnede en moderne, enkel facade med lange vinduesbånd. Facaderne blev pudset i en brun nuance. De hvide piller mellem vinduerne blev bevaret, dog snedigt skjult bag hvid maling, så vinduesbåndene virkede ubrudte. Dagslyset kunne frit passere gennem de brede vinduer og fik lov til at fylde rummene. Indefra havde man frit udsyn til det omgivende byrum.

Hjem for mondænt hotel

Da varehusets succes var størst i 1960'erne og 1970'erne modtog halvdelen af alle danske husstande Daells Julekatalog med posten. I dag er det anerkendt som dansk kulturarv.

Daells Varehus buldrede derudaf helt frem til 1980’erne og beskæftigede på sit højeste 2.500 medarbejdere. Efter 13 år med underskud lukkede varehuset i 1999. Erik Møller Arkitekter stod i 2002-2003 for en totalrenovering, der blandt andet betød en delvis tilbageførsel af den oprindelige rødbrune farve på facaden. I dag huser bygningen primært det mondæne Hotel Sankt Petri samt caféer, restauranter og butikker i gadeplan.

Dalle Valle som begreb blev i 2007 annekteret af en cafékæde, der åbnede deres første café i bygningen på hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade – og altså tog navn efter den folkelige betegnelse for Daells Varehus.

I nærheden af Daells Varehus

Hvis du går ligeud og følger Krystalgade, kommer du hurtigt til Købmagergade og Rundetårn. Drejer du i stedet af ved Fiolstræde, kan du enten følge gaden mod nord til Nørreport Station eller mod syd til Vor Frue Kirke.

Coordinates
POINT (12.57154 55.68063)
Actors
Organization
Role
Role
Organization
Role
Categories
Case Category
Case Style History
Build year
1924
Rebuild year
2003
Pictures
Image
Credits
© Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Image
Credits
© Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Image
Credits
© Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Image
Credits
© Sandra Gonon, arkitekturbilleder.dk
Image
Credits
© Sandra Gonon, arkitekturbilleder.dk
Image
Credits
© Sandra Gonon, arkitekturbilleder.dk
Concept
Nej
Channel
Exclude
Off
Show navigation button
Off
Do not show subpage from overlay
Off