Af Jennifer Dahm Petersen, Open Platform
Traditionelt tegner arkitekter huse, møbler, landskaber og byplaner bestilt af bygherrer. Men gennem alle tider har arkitekten også leveret stof til eftertanke og debat gennem utopiske idéer og visioner om en mulig fremtid. Renæssance-geniet Leonardo Da Vinci måtte operere i det skjulte, 60ernes kulturprofeter ruskede op i samfundets etablerede normer. Her og nu, midt i klimakrise og trusler mod verdensfreden, synes Open Platform at tiden er inde til at genoptage den kunstnerisk-visionære side af faget.
I 2022 udstiller Open Platform på DAC og som del af researchprocessen har vi kortlagt en række af vores arkitektkollegaers visioner og utopier gennem tiden, for at undersøge hvilken historiske kontekst, vores arbejde indskriver sig i og udspringer af. Resultatet deler vi i denne artikel.
Renæssancen - Arkitekten som opfinder
Polymaten (person med viden på mange felter, red.). Leonardo Da Vinci er mest berømt for maleriet Mona Lisa, men også kendt for at dyrke futuristiske idéer og opfindelser. Han tegner flyvemaskiner mange hundrede år før der findes luftfart og fysik, og producer mere end 3500 håndskrevne sider med dagbogsoptegnelser, videnskabelige notater og skitser.
Der er teorier om, at Da Vinci skrev spejlvendt, dels for at undgå at blive kopieret, dels fordi hans uortodokse idéer er i modstrid med religiøse synspunkter og derfor ugleset af kirken. Men det er et faktum, at han tit tilsidesatte sit rugbrødsarbejde, for at hellige sig sin forestillingsverden. Idéernes henføring til en fjern fremtid og de hemmelighedsfulde noter er med til at mysterierne i hans værker stadig lever.
20erne og 30erne - Byen som maskine
I 1922 præsenterer den fransk-schweiziske arkitekt Le Corbusier visionen La Ville Radieuse - en idealby midt i Paris. Den historiske by må lade livet for arkitektens drøm om en ny retlinet, symmetrisk by med brede motorgader og korsformede skyskrabere i glas og beton. Og selvom udtrykket er stramt og uniformt er byen for Le Corbusier en socialreform. Den nye arkitektur skal redde folk fra en beskidt og usund storby til et nyt liv med masser af lys og frisk luft.
Ville Radieuse bliver aldrig bygget, men fører til nye måder at planlægge byer på og nye boformer. Corbusier betragtes i dag som århundredets mest indflydelsesrige arkitekt og hans vision er med til at fremmane tanken om det montagebyggeri der gennem 50erne afløser det traditionelle murstensbyggeri under betegnelserne modernismen eller "den internationale stil", som fx Bellahøjhusene herhjemme. Omvendt kan man argumentere for at visionen er fremanet af Corbusiers fascination af beton og de muligheder for masseproduktion som en spirende betonindustri afføder. Det store spørgsmål er om Corbusier fik tænkt sin tanke til ende, da mange af de hurtigt opførte storskala ”menneskesamfund” er endt som ghettoer med store sociale problemer.
50erne og 60erne - Arkitekten som kunstner og videnskabsmand
Efter 2. verdenskrig blomstrer optimismen og 50ernes arkitekter er optaget af at bygge en ny fremtid. Det kendte arkitektpar Eames skaber, i samarbejde med NASA, filmen POWERS OF TEN, hvor der i skalaspring på 10 zoomes helt ind i menneskets celler og helt ud i verdensrummet for at vise hvordan alting består af atomer - og hvordan helheder består af enkeltdele. 50er arkitektur er generelt fremtidsorienteret og foregriber de efterfølgende perioders strukturalisme med fokus på fleksible strukturer, som består af komponenter der kan udskiftes.
Årtiet efter kulminerer arkitekten og ingeniøren Buckminster Fullers tidlige arbejde med geodesiske (geometri formet af buede flader, red.) kupler i 1960-visionen The Dome over Manhattan. Her foreslår Fuller i samarbejde med Shoji Sadao en kæmpekuppel med en diameter på 3 kilometer, over metropolen, som ifølge arkitekterne vil medføre en energibesparelse på mindst 20 procent. Buckminster Fuller sprænger rammerne for hvad arkitektur er og kommer i sine projekter med bud på hvordan man ved hjælp af arkitektur og ingeniørkunst kan løse verdens problemer med ulighed og ressourcemangel.
70erne - Drømmen om en fremtid uden bygninger
I 1972 brager den italienske arkitektgruppe Superstudio ind på den internationale arkitekturscene med en visionær udstilling på MoMA i New York. Udgangspunktet for gruppens arbejde er utilfredshed med tidens ensartede arkitektur, som et meget bogstaveligt billede på kapitalismens frarøven af massernes magt og individualitet. Fordi de mener mennesket er fanget i arkitekturen, ender Superstudio med helt at fjerne arkitekturen. I værket Supersurface er den reduceret til en abstrakt todimensionel matrix-overflade (gitter eller net, red.), som det frie menneske bevæger sig ovenpå og får energi af. Samtidige italienske kollegaer som Archizoom og 9999 er dybt fascineret af sci-fi, og inspireret af den tidligere avantgardegruppe britiske Archigram, som tegner uladsiggørlige bygninger og hypotetiske vandrende robotbyer på ben.
Selvom Superstudio får meget få byggerier opført, går deres futuristiske fotomontager verden rundt på udstillinger og i glittede modeblade, hvor de åbner nye muligheder for hvad arkitektur kan være og får stor indflydelse internationalt. Mange af de største koryfæer i arkitektbranchen har hyldet den banebrydende gruppe, og både den irakisk-britiske arkitekt Zaha Hadid og hollandske Rem Koolhaas, grundlægger af Office for Metropolitan Architecture, OMA, har talt om Superstudios indflydelse på deres arbejde.
80erne - Jeg opfinder ikke, jeg husker
Som et opgør med modernismens stramhed opstår stilen postmodernisme i 1970erne. Ligesom de nye strømninger i musikken, sampler arkitekturen fra tidligere stilarter og byggerier. Så når den italienske arkitekt Aldo Rossi udtaler, at han ”ikke opfinder, men husker” betyder det, at hans værker er sammenstykket af fortidens arkitektur, hvilket han understreger ved i collageform at indsætte sit eget værk i en historisk kontekst. Også former og farver bruges på nye måder. Herhjemme er udsmykningen af Palads Biografen i København et realiseret eksempel, mens professor og tidligere rektor på Arkitektskolen i Aarhus Nils-Ole Lunds kollager fra 70erne og 80erne repræsenterer den kunstneriske side af arkitektfaget. Lunds billeder bevæger sig mellem ironi, utopi, dystopi og poesi i velkomponerede og dekorative visioner og er mere kommentarer og refleksioner end egentlige visioner.
90erne - Hvor der ingenting er, ser arkitekten en fremtid
Et overophedet marked fører i 1990erne til en international finanskrise. Som Fugl Fønix rejser Office for Metropolitan Architecture (OMA), grundlagt i 1975, sig af asken med Rem Koolhaas som frontmand. Koolhaas, som har taget skiftet fra journalist til arkitekt, slår først igennem som byteoretiker med bogen Delirious New York, og efterfølgende med en bred vifte af byggerier. Gennem hele karrieren fastholder han produktionen af både skrifter og arkitektur. Flere generationer af hollandske arkitekter, som MVRDV og NL Architects viderefører i kølvandet på Koolhaas traditionen med at billedliggøre idéer og visioner. De fleste med en god portion humor og ironi, som tager udgangspunkt i aktuelle samfundsemner, men sætter tingene på spidsen. Koolhaas modtager i 2000 Pritzker prize og OMA i Rotterdam bliver en smeltedigel som udklækker off-springs verden over.
00erne - Yes is More
En af 00ernes kometer er den danske tegnestue BIG, som grundlæggeren og generation x’eren Bjarke Ingels navngiver efter sig selv. Den tidligere praktikant på OMA samarbejder med hjemvendte arkitekter fra hollandske tegnestuer, og slår for alvor igennem med udstillingen Yes is More, hvis tykke udstillingskatalog bliver en international bestseller. I efter-krise-årene er der nok at lave, og bogen er derfor en opremsning af firmaets arbejder, som rider med på Superdutch-bølgen og bliver et opgør med den stolte danske designtradition. BIG er et barn af sin neoliberalistiske tid. At sige ja til alt, kommer desværre også til at omfatte at sige ja tak til tvivlsomme bygherrer og projekter, hvilket er med til at firmaet associeres mere med big branding end med store visioner.
20erne - Fremtiden kalder Jorden
Open Platform opstår efter finanskrisen i 2007-09. Alle tre partnere har arbejdet i en årrække på hollandske tegnestuer, mens der var allermest travlt. Mens banker og finansielle virksomheder slikker sårene efter konkurser og tvangsauktioner, benytter Open Platform vakuummet efter krisen til et etisk eftersyn af arkitekturen. Vi vinder og realiserer en række projekter i både lille og stor skala med udgangspunkt i at mindske arkitekturens aftryk på planeten, og øge livskvaliteten hos dem der bebor den. I et opgør med Yes-mentaliteten står Open Platform både på skuldrene af vores visionære forfædre og sympatiserer samtidig med den yngre woke-generation.
Ligesom Leonardo da Vinci fandt at kunst og videnskab ikke kan adskilles, mener vi i Open Platform at arkitektur, politik og kunst er en hellig treenighed. Mens byggebranchen er udpeget som en af de helt store klimasyndere forsøger vi med vores fremtidsvison NATURENS PARTI og i vores daglige arbejde at vise at arkitektur ikke kun er en del af problemet, men også en nødvendig del af løsningen.
Om Open Platform
Open Platform er en dansk arkitektpraksis med base i København frontet af parret Jennifer Dahm Petersen og Niels Lund Petersen med Skafte Aymo-Boot. De udvikler bygninger, rum og idéer, som udspringer af krydsfeltet mellem arkitektur, politik og kunst. Læs mere på Open Platforms hjemmeside.
