De fleste københavnere har nok på et eller andet tidspunkt siddet inde mørket i én af de 17 biografsale med en ungdomskæreste, en flok venner eller med børnene og duften af popcorn.
Måske derfor betyder Palads så meget for så mange, at en plan om at erstatte den med et stort og moderne projekt af Bjarke Ingels og hans tegnestue BIG, måtte begraves efter massive protester. Nordisk Film, der ejer Palads, har dog mere end almindeligt svært ved at få økonomien i Palads til at hænge sammen, og derfor arbejdes der fortsat med forslag til ombygninger og udvidelser.
Det kan imidlertid være svært få øje på kvaliteterne i nye forslag, hvis man er blandt dem, der mener, at den oprindelige stil nu engang er det, byen har brug for at bevare. Og dem er der mange af.
Akademiets gode smag
Mange forbinder Palads med det klassiske København, men da den blev opført i 1918, var der flere syn på, hvad klassisk betød. Der var arkitekterne på Det Kongelige Akademi, som blev uddannet til at forstå sig på de tidligere stilarter fra Europa – og Palads er en del af den tradition. Ude er bygningen symmetrisk og inspireret af barokken. Og går man ind ad hovedindgangen møder man en markant trappe med træk fra italiensk renæssance.
Men da Palads blev opført, var der en anden fløj af arkitekter, der syntes, at det var noget akademisk pjat. Mange af dem var optagede af det danske håndværk og i gang med tage de allerførste skridt til den særlige danske modernisme. Så når det i dag ikke er arkitekterne, der råber højst om at bevare Palads som den er, er det nok fordi, dens form og stiltræk er lidt tilfældige og ikke særlig gennemarbejdede – set med nutidens øjne.
Postmoderne pastelpalads
Det var i slutningen af 1980’erne, at Palads blev farvelagt. På det tidspunkt var København virkelig grå og fattig – og byen lå nærmest død på hverdage efter kl. 18, når butikkerne lukkede.
Nordisk Film lod kunstnerne Poul og Aase Gernes male bygningen, der ellers stod klassisk hvid i nybarok stil. De malede hele molevitten i pastel og pink til mange menneskers rædsel. De sprudlende og legesyge farver var så u-københavnske, at protesterne i lang tid overdøvede begejstringen i offentligheden.
I dag sidder farverne fast. Det er svært at forstille sig Palads uden sit spraglede ydre. Og i de nyere forslag til, hvordan bygningen kan blive større og få flere funktioner, er farverne da også taget med ind. Hvad der end sker med den kulørte biografbygning, så er en ting sikkert. Det kommer ikke til at gå stille af sig.
